Hjemsted og formål
§ 1
Sdr. Vium Friskole er en selvejende og uafhængig
institution med hjemsted i Ringkøbing-Skjern Kommune, Region Midtjylland.
Skolen er oprettet den 8. januar 1988.
Skoledriften begyndte den 1. august 1988.
§ 2
Institutionens formål er at drive en friskole
og børnehave efter de til enhver tid gældende love og andre retsregler
for friskoler og private grundskoler m.v.
stk.2
Skolens formål er i øvrigt at udøve
skolevirksomhed på følgende grundlag:
a) Skolen er en
grundtvig-koldsk friskole, der arbejder ud fra et folkeligt og kristent
livssyn.
b) Skolens lærere skal i
samarbejde med forældrene undervise således, at børnenes individuelle
evner udvikles. Undervisningen skal gøre børnene aktive og interesserede
i verden omkring dem.
c) Kontakten til de enkelte
hjem prioriteres højt og familierne forventes at deltage aktivt i
friskolens liv.
d) Skolen skal med sine
aktiviteter styrke og udbygge samarbejdet lokalt således, at skolen
bliver et kulturelt samlingssted.
Skolen
tilbyder enkelte kulturelle
foredrag årligt med folkeoplysende virksomhed for skolekredsens
medlemmer.
Skolens drift
§ 3
Skolens
drift gennemføres ved frivillige bidrag fra skolekredsen, på grundlag af
skolepenge for eleverne, kontingenter og ved tilskud fra det offentlige.
Skolen skal opfylde det egendækningskrav, som undervisningsministeren har
fastsat med hjemmel i ”Lov om friskoler og private grundskoler mv.”
stk. 2
Skolens
midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode.
Overskud ved skolens drift tilfalder skolen og anvendes til konsolidering,
så skolen har kapital til at imødegå fremtidige års eventuelle
underskud og i øvrigt til bedste for skolen, f.eks. til forbedringer af
undervisningsmaterialer, til byggeforanstaltninger, udvidelser og
lignende. Bidrag til skolen giver ikke ret til nogen del af skolens formue
eller til udbytte af nogen art.
Stk. 3
Likvide
midler, der ikke er nødvendige til skolens daglige drift, skal anbringes
i overensstemmelse med bestemmelserne i “Lov om friskoler og private
grundskoler m.v.” Midlerne må
ikke anbringes på konti m.v., som andre end skolen har rådighed over.
Forældrekreds og skolekreds
§ 4
Forældrekredsen består af forældre til børn
i skolen. I medfør af “ Lov om friskoler og private grundskoler mv.”
og denne vedtægt tilkommer forældrenes rettigheder den eller de
personer, der har forældremyndighed over eleven eller har barnet i et
offentligt anerkendt plejeforhold.
Stk. 2
Det påhviler forældrekredsen at føre tilsyn
med skolens almindelige virksomhed, herunder undervisningen i henhold til
“Lov om friskoler og private grundskoler mv.”
Forældrekredsen fastsætter nærmere regler
for varetagelsen af tilsynet, jfr. § 6 og § 14 stk.2.
Stk.3
Skolekredsen er baggrund for skolens virke.
Skolekredsen består af forældrene samt andre, der af bestyrelsen
godkendes som medlemmer. Bestyrelsen fastsætter kontingent for medlemskab
af skolekredsen. Bestyrelsens afgørelse om medlemskab kan indankes for
generalforsamlingen såvel af den, bestyrelsen har afslået at optage, som
af et eventuelt mindretal i bestyrelsen
§ 5
Medlemmernes bidrag giver ikke ret til nogen
del af skolens formue eller til udbytte af nogen art. Medlemmerne hæfter
ikke personligt for skolens økonomiske forpligtelser.
Stk.2
Medlemskab af skolekredsen giver adgang til,
ved fremmøde på generalforsamlingen, at afgive stemme. Ingen kan afgive
mere end én stemme.
Stk.3
Medlemskabet kan af bestyrelsen suspenderes og
ophæves, såfremt medlemmet er i restance med kontingent, skolepenge
eller anden fastsat økonomisk ydelse til skolen. Bestyrelsens afgørelse
kan indankes for generalforsamlingen af såvel medlemmet som et evt.
mindretal i bestyrelsen.
Tilsyn
§ 6
I
henhold til § 4 stk. 2 påhviler det forældrekredsen at føre tilsyn med
skolens almindelige virksomhed, herunder med, at skolen giver undervisning
og sprogstimulering, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i
folkeskolen. Jf. i øvrigt tilsynsreglerne i „Lov om friskoler og
private grundskoler m.v.” Forældrekredsen træffer selv beslutning om,
på hvilken måde tilsynet skal udøves.
Stk. 2
Efter bestemmelserne i ”Lov om
friskoler og private grundskoler m.v.” skal der vælges en eller flere
eksterne tilsynsførende til at varetage visse nærmere definerede
tilsynsopgaver.
Undlader forældrekredsen at vælge
tilsynsførende, varetages tilsynet af kommunalbestyrelsen. Bestyrelsen
er ansvarlig for, at forældrekredsen indkaldes til et valgmøde, hvor
alene forældrekredsen kan foretage valg af tilsynsførende.
Stk. 3
Vælges den/de tilsynsførende af
forældrekredsen, skal dette ske for højst fire år ad gangen. Valget
sker på generalforsamlingen eller på et af bestyrelsen særskilt
indkaldt valgmøde. Valget skal gennemføres efter ministeriets bekendtgørelse
om valg af tilsynsførende. Det skal af indkaldelsen fremgå, hvem
bestyrelsen indstiller som tilsynsførende, idet ethvert medlem på
generalforsamlingen eller valgmødet kan foreslå andre kandidater. Ved
valg af tilsynsførende kan kun forældrekredsen afgive stemme.
Bestyrelsen er ansvarlig for at det alene er personer, der tilhører forældrekredsen,
der kan stemme.
Stk. 4
Den
eller de tilsynsførende, henholdsvis kommunalbestyrelsen afgiver hvert år
en skriftlig erklæring til skolens bestyrelse og forældrekredsen. Den
skriftlige erklæring indføres på skolens hjemmeside.
Stk. 5
Så
vidt muligt uddyber den eller de tilsynsførende den skriftlige erklæring
ved en mundtlig beretning på skolens ordinære generalforsamling. I øvrigt
skal tilsynsførende virke i henhold til de bestemmelser, der til enhver
tid er fastsat i „Lov om friskoler og private grundskoler mv.” Den
eller de tilsynsførende er således omfattet af forvaltningslovens regler
om inhabilitet og tavshedspligt.
Generalforsamling
§ 7
Bestyrelsen
skal på demokratisk vis drøfte skolens anliggende med forældrekredsen
og skolekredsen på generalforsamlingen.
Generalforsamlingen
skal efter indstilling fra bestyrelsen godkende erhvervelse, afhændelse
og pantsætning af fast ejendom, bortset fra omprioritering. Se endvidere
§ 14, § 16, § 17, § 19 og § 20
Stk.
2
Ordinær generalforsamling
afholdes hvert år på skolen eller på et andet egnet sted i
hjemstedskommunen. Generalforsamlingen afholdes i perioden 1. marts - 1.
juni. Den indkaldes af bestyrelsen ved almindeligt brev til skolekredsens
og forældrekredsens medlemmer med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen
skal mindst indeholde følgende dagsorden:
-
Valg af dirigent.
-
Bestyrelsen aflægger beretning.
-
Skolelederen aflægger beretning.
-
Den reviderede årsrapport fremlægges til orientering.
-
Forældrekredsens valg af bestyrelsesmedlemmer.
-
Skolekredsens valg af bestyrelsesmedlemmer.
-
Valg af suppleanter i henholdsvis forældrekreds og
skolekreds.
-
Indkomne forslag.
-
Eventuelt.
Stk.
3
Forslag,
som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være
skriftligt indgivet til bestyrelsen senest den 1. februar. De skal
bekendtgøres for skolekredsen og forældrekredsen ved indkaldelsen til
generalforsamlingen, jfr. også § 6 stk.3. Forslag, der vedrører
bestyrelsens overordnede ledelse, kan kun resultere i beslutninger på
baggrund af en indstilling fra bestyrelsen. Generalforsamlingen kan ikke
træffe beslutning om bestyrelsens overordnede ledelse uden bestyrelsen er
enig heri.
Stk.
4
Ved
opstilling af kandidater til bestyrelsen bør der tilstræbes ligelig
fordeling af mænd og kvinder.
§ 8
Ekstraordinær
generalforsamling afholdes, når bestyrelsen ønsker det. Ekstraordinær
generalforsamling skal i øvrigt indkaldes af bestyrelsen, når et
mindretal på 3 medlemmer af bestyrelsen eller mindst ¼ af forældrekredsen
og skolekredsens medlemmer kræver det. Den indkaldes som en ordinær
generalforsamling. Dagsorden skal oplyses ved indkaldelse.
§ 9
Beslutninger
på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling træffes ved
almindelig stemmeflerhed med undtagelse af vedtægtsændringer og
beslutning om nedlæggelse af skolen, jfr. § 19 og 20,
Stk.
2
Generalforsamlingen
er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødte medlemmers antal, se
dog § 20. Afstemninger foretages skriftligt, når blot ét medlem fremsætter
ønske derom.
Stk.
3
Over
det på generalforsamlingen passerede og eventuelt vedtagne føres en
protokol, der underskrives af dirigenten.
Bestyrelsens sammensætning
§ 10
Bestyrelsen består af 7
medlemmer, hvoraf mindst 5 skal være forældre til børn på skolen.
Stk.2
Bestyrelsen skal sammensættes af
2 medlemmer valgt af og blandt forældrene i forældrekredsen efter
reglerne i bekendtgørelsen om valg af tilsynsførende, mens 5 vælges af
og blandt alle medlemmer i skolekredsen. Skolen har 2 vælgende organer, idet
forældrekredsen vælger bestyrelsesmedlemmer og suppleanter særskilt.
Dette sker på generalforsamlingen efter reglerne i bekendtgørelse om
valg af tilsynsførende. Bestyrelsen er ansvarlig for, at forældrekredsen
indkaldes til dette valg, og at valget gennemføres efter § 10 stk. 4,
idet bestyrelsen er ansvarlig for, at det alene er personer tilhørende
forældrekredsen, der stemmer.
Stk.3
Bestyrelsens medlemmer vælges for
2 år og afgår skiftevis med 3 og 4 årlig. Hvis „det vælgende
organs” dagsorden indeholder en tillidsafstemning, kan et eller flere
bestyrelsesmedlemmer afsættes i funktionsperioden, såfremt det vælgende
organ med almindelig stemmeflerhed vedtager et mistillidsvotum til de pågældende.
Dagsordenen skal i disse tilfælde også omfatte et punkt, der muliggør
nyvalg af bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 4
Den anvendte valgprocedure skal
sikre, at de to forældrekredsvalgte bestyrelsesmedlemmer alene bringes i
forslag af forældre og alene vælges på stemmer afgivet af forældre.
Forældrekredsvalgte bestyrelsesmedlemmer skal ikke udtræde af
bestyrelsen, hvis deres børn i valgperioden udskrives af skolen mod forældrenes
ønske.
Stk. 5
Genvalg kan finde sted. Der vælges
hvert år mindst to suppleanter for bestyrelsen, hvoraf den ene skal vælges
af og blandt forældrene.
Stk. 6
Ved eventuel supplering af
bestyrelsen i valgperiodens forløb skal forældrenes flertal i
bestyrelsen opretholdes., og et forældrekredsvalgt bestyrelsesmedlem kan
kun erstattes at en suppleant valgt af og blandt forældrene. Hvis et
bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen, indtræder den relevante
suppleant automatisk, som derefter følger den erstattedes valgturnus.
Stk. 7
Det skal af protokollen fremgå,
hvilke bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, der er valgt af henholdsvis
forældrekreds og skolekreds.
§ 11
Skolens leder, lærere og andet
personale ved institutionen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen og kan
kun deltage i valg af bestyrelsesmedlemmer, når de samtidig er forældre
til elever på skolen (medlem af forældrekredsen).
Stk.2
Bestyrelsesmedlemmer skal være
myndige og mindst et flertal, herunder formanden, skal være registreret i
CPR med bopæl i Danmark.
Stk.3
Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke
personligt for skolens gæld, men kan blive ansvarlige efter dansk rets
almindelige erstatningsregler. De kan ikke modtage honorar af skolens
midler.
Stk.4
Skolens leder samt en repræsentant
for skolens øvrige ansatte deltager normalt i bestyrelsens møder uden
stemmeret. Ved behandling af sager, der vedrører skolelederen eller repræsentanten
for de ansatte, kan bestyrelsen bestemme at suspendere skolelederens,
henholdsvis repræsentantens, mødedeltagelse.
Stk.
5.
Bestyrelsesmedlemmer
kan ved udøvelsen af bestyrelseshvervet ikke være undergivet
beslutninger truffet af den organisation, institution, forening eller
lignende, som har valgt eller udpeget den pågældende.
Bestyrelsens opgaver
§ 12
Bestyrelsen konstituerer sig selv og vælger af
sin midte selv sin formand og næstformand, og den fastsætter selv sin
forretningsorden, der optages som bilag til vedtægten. Ved formandens
forfald træder næstformanden i formandens sted.
Stk.2
Bestyrelsen afholder møde så ofte formanden
eller 3 medlemmer finder det fornødent.
Stk. 3
Formanden indkalder mødedeltagerne og giver
forinden møderne de pågældende underretning om, hvilke sager der vil
komme til behandling på mødet.
Stk.4
Formanden leder forhandlingerne og
afstemningerne og drager omsorg for, at beslutningerne indføres i en
beslutningsprotokol. Efter hvert møde underskrives protokollen af mødets
deltagere. Enhver af disse er berettiget til kort at få sin afvigende
mening indført i beslutningsprotokollen. Formanden drager omsorg for udførelsen
af de trufne beslutninger.
Hvis der konstateres inhabilitet, skal det indføres i protokollen.
Stk.5
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4
medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed
blandt de tilstedeværende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller brev.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§ 13
Et bestyrelsesmedlem er inhabilt i sager hvori
vedkommende eller dennes nærmeste, har økonomisk eller særlig personlig
interesse i sagens udfald. I øvrigt er de almindelige regler for
inhabilitet og tavshedspligt, der er gældende for offentlig forvaltning,
gældende for bestyrelsens medlemmer, skolens leder og øvrige ansatte.
Stk.2
Et
bestyrelsesmedlem skal øjeblikkeligt udtræde af bestyrelsen, hvis
medlemmet ikke længere opfylder habilitetsbetingelserne for at være
medlem af bestyrelsen, jf. “Lov om friskoler og private grundskoler
mv.” samt “ Bekendtgørelse om vedtægter for friskoler og private
grundskoler mv. “ I tilfælde af et medlems udtræden i
funktionsperioden, for eksempel ved generel inhabilitet, indtræder
suppleanten. Hvis dette ikke er muligt, skal der vælges et nyt medlem
hurtigst muligt for resten af valgperioden.
§ 14
Bestyrelsen har den overordnede ledelse af
skolen og er ansvarlig over for undervisningsministeren for, at skolens økonomi
og drift er i overensstemmelse med denne vedtægt, lovgivning og andre
retsregler. Bestyrelsen er endvidere ansvarlig for, at forvaltningen af de
statslige tilskud er i overensstemmelse med bestemmelserne i ”Lov om
friskoler og private grundskoler mv.” og skolens vedtægter. Bestyrelsen
træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom og
indstiller til godkendelse på generalforsamling i henhold til vedtægtens
§ 7 stk. 1.
Stk. 2
Bestyrelsen er ansvarlig for, at forældrekredsen,
dels vælger tilsynsførende, dels fastsætter retningslinier for forældrekredsens
eget tilsyn, jfr.§ 4 stk.2 og § 6.
Stk. 3
Bestyrelsen skal påse, at bogføring og
formueforvaltning kontrolleres på betryggende måde. Bestyrelsen skal
forvalte skolens midler til størst mulig gavn for skolen og skal tage
skyldige økonomiske hensyn.
Stk. 4
Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år
udarbejdes en retvisende årsrapport i overensstemmelse med gældende
regler. Bestyrelsen har ansvaret for, at årsrapporten underkastes
betryggende revision efter gældende regler, og at revisor vælges af
bestyrelsen.
Stk. 5
Bestyrelsen fastsætter størrelsen af
kontingenter, skolepenge og forældrebetaling for skolefritidsordningen.
Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om ethvert andet spørgsmål
om skolen, som bestyrelsen selv ønsker at træffe beslutning om.
Stk. 6
Efter indstilling fra skolens leder ansætter
og afskediger bestyrelsen skolens lærere og andet fastansat personale.
Stk. 7
Bestyrelsen
skal underrette Undervisningsministeriet, hvis skolen standser sine
betalinger, begæres konkurs eller der i øvrigt er fare for, at skolens
virksomhed må indstilles.
§ 15
Bestyrelsen
fastsætter de nærmere regler for retten til indsigt i skolens forhold.
Medlemmer af forældrekredsen og skolekredsen og
fastansatte ved skolen har dog altid ret til indsigt i budgetter, årsrapporter,
revisionsprotokol og andre dokumenter, som er godkendt af bestyrelsen.
Bestyrelsen kan udstrække denne ret til andre, og bestyrelsen kan fastsætte
nærmere regler for retten til indsigt i skolens forhold. Oplysninger
omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningsloven kan dog
ikke videregives.
Tegningsret
§ 16
Institutionen tegnes af bestyrelsens formand i forening
med skolelederen, eller en af disse i forening med bestyrelsens næstformand.
Tegningsretten kan ikke delegeres, og der kan ikke gives prokura. Ved
erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom kræves
underskrift af mindst to tredje dele af bestyrelsens medlemmer, jfr. § 7
stk.1.
Skoleleder
§ 17
Skolens leder ansættes og afskediges af
generalforsamlingen efter indstilling af bestyrelsen. Skolelederen har
over for undervisningsministeriet, forældrekredsen, skolekredsen og
skolens bestyrelse ansvaret for den daglige og den pædagogiske ledelse af
skolen i henhold til gældende love, bekendtgørelser og ministerielle
forskrifter.
Stk. 2
Efter bestyrelsens retningslinier ansætter
skolelederen vikarer og anden tidsbegrænset medhjælp samt forestår
skolens daglige administration og personaleledelse.
Stk. 3
Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning
om, at skolelederen i nærmere fastlagt omfang og under bestyrelsens
ansvar bemyndiges til at udføre overordnede ledelsesfunktioner, når
dette er nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig daglig ledelse.
Årsrapport
§ 18
Regnskabsåret følger statens finansår.
Stk. 2
Revisionen skal være afsluttet senest d. 1.
april, hvorefter den reviderede årsrapport tilstiles bestyrelsen til
godkendelse. Alle bestyrelsesmedlemmer skal underskrive den godkendte årsrapport
og afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne
for at sidde i bestyrelsen.
Vedtægtsændring
§ 19
Vedtægtsændringer
kan kun foretages efter beslutning og indstilling fra skolens bestyrelse.
Stk.
2
Ændringer
i vedtægterne kan kun ske efter vedtagelse på to efter hinanden følgende
generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.
Stk. 3
På begge
generalforsamlinger skal ændringerne vedtages af de fremmødte med mindst
to tredje dels flertal.
Stk.
4
Vedtægtsændringer,
som ministeriet skriftligt har pålagt skolen eller som følger af ændringer
i ministeriets vedtægtsbekendtgørelse, kan besluttes af bestyrelsen med
mindst to tredje dels flertal. Forældrekredsen og skolekredsen har
krav på at modtage
Nedlæggelse
§ 20
Uden
for de tilfælde, hvor bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg
for likvidation af skolen, kan beslutning om skolens ophør alene træffes
af generalforsamlingen.
Stk. 2
Beslutning
om nedlæggelse af skolen træffes efter indstilling fra skolens
bestyrelse på en generalforsamling, hvor mindst to tredje dele af
samtlige medlemmer stemmer for ophævelsen. Opnås sådant flertal ikke,
kan ophævelsen mindst 30 dage efter forelægges på en ny
generalforsamling, hvor den kan vedtages med to tredje deles flertal af de
fremmødte medlemmer. Bestyrelsens indstilling besluttes i henhold til §
12 stk. 5.
Stk. 3
Hvis
bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg for likvidation af
skolen, eller ophører institutionen med at drive skolevirksomhed i
overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal bestyrelsen sørge for
nedlæggelse. Hvis det er muligt gennemføres forudgående høring på en
generalforsamling.
Skolekredsen
og forældrekredsen skal, umiddelbart efter beslutningen om nedlæggelse,
i alle tilfælde orienteres skriftligt af bestyrelsen om dette og om
grundlaget herfor.
Stk. 4
Det påhviler bestyrelsen
at give Undervisningsministeriet og elevernes hjemkommuner meddelelse om
skolens nedlæggelse.
Stk. 5
Bestyrelsen
har ansvaret for bevarelsen af skolens aktiver og for, at den økonomiske
opgørelse i anledning af skolens nedlæggelse foretages efter gældende
regler, samt at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.
Bestyrelsen
skal fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver
og passiver er tilendebragt efter gældende regler, herunder at skolens
nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.
Stk. 6
Mulige
overskydende midler tilfalder Friskolefonden under Dansk Friskoleforening
efter Undervisningsministeriets godkendelse.
Dette
gælder dog ikke i det omfang, hvor det vil stride mod andre økonomiske
rettigheder, som er beskyttet af grundlovens § 73. I så fald sker der
ikke indskrænkninger i disse bestående rettigheder.
§ 21
Nærværende vedtægters bestemmelser om skolens styrelse
og økonomiske forhold er først gyldige, når de er godkendt af
Undervisningsministeriet.
Således
vedtaget enstemmigt på ekstraordinær generalforsamling den 26.
juni 2008 og endelig vedtaget enstemmigt på ekstraordinær generalforsamling den 04. september 2008.
|