Dagligdagen

 

En hverdag med trygge rammer for samvær og udvikling

Læs om skolen generelt

Klik her for at komme til forsiden

Sdr. Vium Friskole er en mindre, overskuelig skole med ro og tryghed, der giver plads til forskellighed. Ikke blot skolens fysiske rammer er overskuelige, også dagligdagen er søgt gjort overskuelig gennem tydelige rutiner. 

Helhed

Sdr. Vium Friskole indgår i en mærkbar helhed med landsbyen, dens borgere og foreninger. 

På friskolen, der er en helt åben skole, er en helhed, der dels udspringer af, at forældrene i flere sammenhænge er synlige og aktive i skolen. Lejlighedsvis deltager forældre i undervisningen. 
Helhedsfølelsen opstår også ved, at skolen er ramme om mange aktiviteter efter "skoletid". Børnene er ikke blot elever, men de er også brugere af nogle af de kulturelle aktiviteter, der finder sted på skolen. 

I skoletiden møder eleverne også andre af skolens brugere, der f.eks. er til kursus i edb eller andet.

Morgensang

Blandt skolens daglige rutiner er morgensangen, der finder sted hver dag i musiklokalet. Der er tale om morgensang fælles for hele skolen for at styrke fællesskabsfølelsen. 

Morgensangen, der er en vigtig del af skolens liv, består af en morgensang/morgensalme, fadervor og en eller flere sange eller et musikalsk indslag fra børnene. Derefter er der orientering om stort og småt vedrørende skolens daglige liv.

Morgensamlingen ledes på skift en uge af gangen af lærerne, der efter eget valg også bidrager med fortælling, sang, musik eller drama.

Ordensregler

På Sdr. Vium Friskole ønsker vi færrest mulige regler. Vi tror på tillid, ansvarlighed og gensidig respekt. Reglen her er, at vi skal opføre os ordentligt over for hinanden.

Trivsel

I et forsøg på at få den optimale trivsel på Sdr. Vium Friskole har vi udarbejdet en trivselspolitik.

Elevernes trivsel i skoletiden er en fundamental forudsætning for at kunne modtage undervisning og udvikle sig positivt. Endvidere anser vi trivsel for afgørende for elevernes videre liv fremover. 

Uenigheder på skolen søges løst - og helst imødegået - gennem åbne dialoger.

Hjemmebesøg

I indskolingsklasserne kommer klasselærerne på hjemmebesøg. Det sker blandt andet for at styrke skole/hjem-samarbejdet og den gensidige forståelse. 
Hjemmebesøget er også et element i at skabe mere helhed i børnenes verden. Læreren får gennem hjemmebesøget et bedre indblik i barnets hverdag derhjemme. 

Frikvarterer  

I løbet af skoledagen er der 2 pauser på ½ time. Der er 2 gårdvagter i hver pause. Der er gode muligheder for, at børnene kan lege i frikvartererne. Der er en legeplads, skolegården, Dragen, og i skoven er der desuden store udfoldelsesmuligheder.

Se min drøm

Vikardækning

Ved lærernes fravær dækkes timerne stort set altid af en anden lærer eller en af skolens egne tilkaldevikarer. Der aflyses i praksis meget sjældent undervisning.

Klik her for at komme til forsiden